Artikel om tantra

Vi står, siger Neel Fasting, i en ny historisk situation der på én gang tvinger og inviterer os til at forholde os til vores instinkter på en ny måde: Aggressionen, seksualiteten og vågenheden der har muliggjort menneskeartens evolution, har nu nået et omfang hvor de i deres ubearbejdede form, som grådighed, som seksualitet uden varme og som klarhed uden hjertelighed truer vores overlevelse.

Tantra beskæftiger sig med dette. Tantra arbejder med at bevidstgøre og rumme de instinktive kræfter og med at gennemvæve dem med nærvær og empati. Tantra er ikke terapi, det er en direkte approach til menneskets grundkræfter som har årtusinders erfaring bag sig, og som kan formidles i en moderne og udogmatisk form.

***

Et tantrisk alternativ

af Neel Fasting

ET TANTRISK ALTERNATIV
Af Neel Fasting

He who binds to himself a joy
does the winged life destroy
He who kisses the joy as it flies
lives in eternity´s sunrise
skrev William Blake i “Eternity”.

Det lille digt har jeg tit set citeret. Mange kan forbinde smertelige erfaringer af tabt glæde eller lykke med det.
For alle mennesker kender vel til at ville fastholde glæden.
At ville eje den, binde den til sig. Dens levende energi bruger man til at ville have mere. Man dyrker glæden, vil kontrollere den, anvende den til sine egne formål. Imens forsvinder den og glædesenergien mellem fingrene på én.
Men hvis man har prøvet at kysse den, lige når den er der, og så lader sine forventninger, sine håb om dens varighed flyve, som de vil, får man som gave hele dens ladning af energi. Man føler sig et øjeblik fri.
William Blakes digt gælder glæden – en let og bevægelig stemning.
Det, digtet udtrykker, ligner – i min forståelse – en tantrisk praksis. En tantrisk praksis er at slippe fastholdelsen af indholdet i både glæden og besværet, emotionen og begæret.
Og så at mærke deres levende, ubenævnte energi som en springkilde gennem sin krop. Måske en mere vedvarende springkilde.
Det kan, blandt meget andet, give noget, der kan sammenlignes med den fryd, en solopgang kan vække.
For nu igen at bruge Blake frit.

Læs mere…